Her kan du følge Granhøjens medarbejdere, der blogger om både faglige
emner inden for socialpsykiatrien og om historier fra hverdagen på Granhøjen.
Du kan også møde gæstebloggere, der giver os inspiration og meninger til debat.
Følg med og deltag i debatterne her på bloggen.

De usynlige spor -

Traumebehandling fra et

narrativt perspektiv

Af Helle Black / Granhøjen / Redigering: Birgit Christiansen

 

Vejen til en rigere identitet

Jeg vil i dette indlæg, forsøge at kaste lys over hvordan man, ved hjælp af narrativ terapi kan finde de alternative fortællinger, der kan give den enkelte mere frihed til at handle, og dermed få de håb og drømme vi har, til at blive en realitet. Det vil jeg gøre ved at bruge eksempler fra min praksis hvor jeg har haft samtaler med Laura igennem snart to år.

En del af de mennesker jeg har haft igennem min praksis, har været udsat for gentagende omsorgssvigt i barndommen. Disse svigt har ført til traumer der i voksenlivet stadig fylder så meget at de nærmest er invaliderende. I denne artikel vil jeg referere til den slags svigt som hverdagstraumer.

 

>> I narrativ praksis arbejdes der med identiteter og livshistorier, ud fra en tanke om at vi har mange historier at fortælle om os selv og vores liv.<<

 

Vi skaber altså historier om os selv, og vores liv, ved at bruge de erfaringer vi skaber igennem livet. De historier andre fortæller om, os har ligeledes en stor indflydelse på, hvordan vi opfatter os selv og vores historie. Hvis jeg, som barn, oplever mange nederlag, samt manglende anerkendelse fra mine omgivelser, kan det betyde at jeg skaber en historie om mig selv, som et menneske der er uduelig. I de beskrivelser andre har om mig, vil jeg fokusere på dem, der er negativt ladet i forhold til min kunnen. Det betyder ikke at der ikke kan være nogen der taler positivt om min kunnen, men jeg vil have svært ved at huske disse beskrivelser, hvis min dominerende historie om mig selv, er at jeg ikke kan noget.

I mit arbejde med mennesker, der har været udsat for hverdagstraumer, har jeg fokus på at undersøge hvad disse mennesker har gjort for at passe på sig selv. Der er altid fortællinger gemt i historierne, hvor den enkelte har gjort noget aktivt for at bevare sig selv. Fortællinger der kan være med til at skabe rigere historier, hvor der er gemt andre måder at anskue sig selv på.

De alternative fortællinger er med til at skabe flere handlemuligheder for at se sig selv som et menneske med en rigere identitet, en identitet med mange facetter.
De alternative historier findes lettest hvis man har et sikkert sted at stå, hvor det er trygt at gå på opdagelse i egne livsfortællinger og udfordre de dominerende historier, ved at finde alternativer til måden man anskuer sig selv og eget liv på.

Beskrivelsen af hændelserne skal foregå på et trygt sted, forstået på den måde at vi skal hjælpe dem med at kigge på hændelserne fra et sted hvor den dominerende negative identitet ikke er den eneste identitet. Laura kunne fortælle om sine traumatiske hændelser, u den at blive gentraumatiseret, da vi havde fundet et trygt sted hvor hun så sig selv som et menneske der faktisk havde gjort alt hvad hun kunne for at passe på sig selv.

 

De usynlige spor

Laura har i sin barndom været udsat for gentagende svigt fra sine forældre. Ikke på en måde så det er synligt for omverdenen, hun er ikke blevet slået, sultet eller udsat for incest. Lauras forældre har gjort det de mente var bedst, men de har ikke set og forstået hende. De har været travlt optaget af karriere og arbejde, og det har været vigtigt, især for Lauras mor, at facaden var pletfri. Laura har ofte fået af vide at det er vigtigt hvad andre mennesker tænker om familien, men hun har aldrig fået en forklaring på hvorfor det er vigtigt.
Laura har fra hun var helt lille skabt en forestilling om at hun ikke var god nok, hun er ikke blevet set og anerkendt som et individ eller anerkendt som værende god nok. Hun ligner de fleste andre børn på overfladen, selvom hun virker lidt usikker og indesluttet, er det ikke til at se at hun indvendig har det meget skidt. De spor, den manglende anerkendelse har efterladt, er ikke synlige endnu.

Da Laura bliver ældre og kommer i puberteten, begynder hun at skade sig selv voldsomt. Hun skærer i sig selv, og hun skærer dybt, hun har mange gange været på skadestuen for at blive lappet sammen igen. Man kan sige at sporene nu begynder at være synlige, men arrene på hendes krop taler ikke et sprog andre forstår. De ar hun påfører sig selv medfører en masse skam og skyld. Sporene fra barndommen er ikke synlige, de sidder inde i hende. Laura har ikke oplevet nogen der kommer og fortæller hende at det hun har været udsat for ikke er i orden. Hun er efterladt med en følelse af at det er hende der er noget galt med, at det er hende der er uduelig siden hendes forældre ikke ser hende og anerkender hende.

Da jeg møder Laura første gang, har hun skåret i sig selv i en del år. De første samtaler bruges på at vi skaber en relation til hinanden, samt til at skabe tillid, så Laura tør tale om de ting der har været, og stadig er svære for hende. Laura begynder så småt at fortælle ting fra sin barndom, og beskriver hvordan hun ser sig selv som værende dum og mindre værd end andre mennesker.

>> Laura: Jeg duede ikke til noget, jeg var dum og kunne ikke finde ud af at gøre min mor tilfreds med mig. Der var mange episoder, hun sagde altid at jeg skulle opføre mig ordentligt, og lade være med at gøre mig umulig.
Laura: Jeg prøvede at være stille, ikke at fylde så meget, ikke at bede om noget, at lade være med at græde når jeg var ked af det, så jeg ikke var umulig.
Helle: Jeg kommer til at tænke på det lille dyr der hedder en bænkebider, den ruller sig sammen til en lille kugle, for at passe på sig selv, når den føler sig truet. Var det lidt det samme du gjorde for at passe på dig selv. <<

 

Laura får en anden historie om sig selv, når vi snakker om hende som en der passede på sig selv. Vi har mange samtaler om hvilke strategier hun brugte da hun var lille, der virkede for hende så hun ikke fik for meget skæld. Laura skabte en historie som lille der gik ud på at hun skulle fylde så lidt som muligt, fordi hun ikke var værdig til at tage plads. Den alternative historie kommer til at fylde over tid, det er ikke noget der sker fra den ene samtale til den næste. Men vi har en platform vi kan tale ud fra, et sikkert sted Laura kan stå når hun kigger på de traumatiske oplevelser.

Da Laura voksede op og kom i puberteten, duede strategien med at gøre sig usynlig ikke hele tiden. Hun begyndte at skære i sig selv, og fik dermed af vide at hun var selvskadende, det er det udtryk der er mest brugt i forhold til den form for strategi. Det er en meget negativt ladet beskrivelse, som er med til at forstærke Lauras historie om at hun ikke duer til noget, mange har sagt til hende at det er dumt at skære i sige selv.

 

>> Laura: Jeg ved godt det er dumt at skære i mig selv, men jeg kan ikke lade være. Fordi jeg er dum og uduelig. Jeg straffer nogen gange mig selv ved at skære i mig, jeg har fortjent at blive straffet.
Helle: Er det altid for at straffe dig selv du skærer dig.
Laura: Nej nogen gange er det fordi jeg er nødt til det, hvis jeg ikke gør det vil jeg få tanker om at gøre noget der er meget værre.
Helle: Vi har tidligere talt om hvad du gjorde som helt lille for at passe på dig selv. Kan man sige at du nogen gange passer på dig selv når du skærer dig, at du gør det for at undgå at gøre noget der er meget værre.
Laura: Ja det kan man godt sige.
Helle: hvis du skærer dig for at undgå at gøre noget værre, kan man så sige at det er for at bevare dig selv du gør det. Mange kalder det selvskadende handlinger som du siger, men måske bør vi egentlig kalde det for selvbevarende handlinger.
Laura: Det syntes jeg er et meget bedre ord, det kan jeg godt lide. <<

 

Vi kan nu bruge udtrykket selvbevarende som en platform hvor Laura kan tale om det at skære sig, vi kan undersøge hvad der sker og finde andre muligheder for hende så hun på sigt ikke behøver at skære sig. Det er igen et nyt ståsted hvor der ikke er så farligt, det er ikke så negativt og får hende ikke til at føle sig dum og uduelig når vi taler om det. Laura kan ved hjælp af den narrative vinkel finde flere livsfortællinger, der på sigt kan støtte hende i at få hendes håb og drømme til at gå i opfyldelse. Hun kan begynde at handle ud fra andre perspektiver, end dem der fik hende til at opfatte sig selv som dum og uduelig.

 

Den dominerende fortælling får mindre magt

Forløbet med Laura strækker sig over ca. 2 år, på et tidspunkt kommer hun og fortæller mig om en episode hvor hun har oplevet at hun er blevet anerkendt af sin chef.

Laura er ved at kunne slippe de usynlige spor fra fortiden, dem ingen kan se. Hun har tidligere haft svært ved at modtage anerkendelse fra andre, fordi hun var fanget af den dominerende historie der fortalte at hun ikke duede til noget. Hu har affærdiget alle former for anerkendelse, og fortalt sig selv at det ikke var rigtigt. På det her tidspunkt i terapien, er det muligt at gå ind og finde andre episoder hvor hun reelt har modtaget anerkendelse, men ikke været parat til at modtage det. Vi kan lede efter flere undtagelser hvor den dominerende historie ikke er blevet bekræftet, Laura har jo tidligere i sit liv oplevet at andre fortalte hende at hun ikke var dum. Den dominerende livsfortælling har stået i vejen for hende så hun ikke har været i stand til at fokusere på de gange hvor hun rent faktisk har oplevet at andre ikke syntes hun var dum og uduelig.

Laura kan, ved hjælp af de alternative fortællinger, bedre anskue det hun har været udsat for på en måde hvor skammen og skylden ikke dominerer mere. Vi kan sammen stå og kigge på det hun har oplevet i barndommen, hun kan tillade sig selv at være vred over den manglende omsorg og anerkendelse. Det er ikke mere så skamfuldt at tale om det, og hun kan finde de tanker frem fra barndommen, hvor hun rent faktisk tænkte at det ikke var i orden. De tanker har været gemt væk så længe, de blev overskygget af skammen og den dominerende fortælling om at hun var dum og uduelig

Det har været meget lærerigt for mig, at arbejde sammen med Laura, vi har foretaget en rejse sammen. Der har været ture tilbage i tiden, vi har fulgtes ad i nutiden, og kigget ind i fremtiden. Vi har sammen stået og kigget på kaos, men vi har gjort det fra en platform hvor der var stille. Det har på den måde været muligt at rejse i tiden, og finde de usynlige spor, tage magten fra dem og finde et ståsted til Laura. Det ståsted giver hende mulighed for at anskue sig selv og sit liv på en anderledes måde. Laura er stadig bange for fremtiden, men det er nu muligt for hende at kigge frem uden hun bliver ramt af håbløshed. Laura tror på hun har en fremtid hvor skammen, skylden og følelsen af uduelighed ikke har så meget magt. Hun duer til noget, hun er ikke dum, hun er en fighter der vil kæmpe for at tage den plads hun har brug for.