Der er altid håb

Af Ida Eowyn, tidligere beboer på Granhøjen

Hvad vil det sige at have gode nosser i dag?

Betyder det at blive rask fra psykisk sygdom? Betyder det, at kampen skal vindes? Betyder det, at livet kan takles hele tiden?

Egentligt tænker jeg ikke ret meget over, om jeg er syg eller rask længere, for det er vigtigt for mig at have det godt generelt.

Efter at være kommet igennem mange hårde år med masser af kampe mod systemet, relationen til mine forældre og mine voldsomme ”borderlineske” følelser, har jeg droppet tanken om at vinde og tabe. Man vinder og taber lidt af det hele, hele tiden.

Jeg synes tit, jeg er stødt på andre med borderlinediagnosen, der både før og efter behandling også havde en forestilling om, at livet skulle kunne takles altid, uanset hvad der skete rundt omkring en. Har man først været i behandling og lært en masse, så skal livet altså kunne takles til hver en tid. Ikke noget med at knække mere.

Forget it, ain’t gonna happen fister løgsovs. Nogle gange føles det også som om man knækker i det almindelige liv, og man tror aldrig denne onde cirkel holder helt op. Kun den skide gammelkloge livserfaring kan i sidste ende overbevise en borderliner om, at man kun bøjede i vinden, men ikke knækkede. Det er min påstand i hvert fald.

Giver livserfaring så en følelse af, at livet kan takles altid? Nope, ikke hele tiden, men nogle gange. Nu ved man, man bøjer, ikke knækker.

Et udtømt sind er et sundt sind

Jeg har fået gode nosser i dag, og det har især hjulpet mig at skrive min selvbiografiske roman Anorektikeren og papvinen. Det har været hårdt at skrive den, men godt at få talt ud om den med mig selv og min kæreste og få skrevet færdig om flere ting, og nu er jeg faktisk bare ret træt af den roman. Behovet, jeg havde før for at tale meget om visse ting, er gledet ud i sandet nu.

Sådan havde jeg det også med emner, jeg talte med Helle Black (tidligere terapeut på Granhøjen) om i terapi. Jeg fik så mange gode redskaber, jeg blev god til at bruge, og til sidst blev jeg bare træt af at høre mig selv tale om det samme igen og igen i terapi. Det gjaldt for selv de sværeste følelser, jeg havde. Det gled også ud i sandet til sidst.

Relation og tillid

Den gode relation og tilliden jeg havde med Helle, er selve grundlaget for, at jeg fik så meget kvalitet ud af terapien. Jeg fik udviklet et meget værdifuldt og solidt rodsystem at stå på. Jeg fik sat ord på mit selvværd, lært en masse om voksen respektfuld kommunikation og lært at sætte mine grænser. Det rodsystem har jeg arbejdet videre med.

Uden en god relation og tillid til terapeuten, er det min påstand, at enhver type af terapi kan blive op ad bakke. Det oplevede jeg andre steder i behandlingssystemet i årene efter Helle, da jeg blev tvunget af Gladsaxe kommune til at flytte tilbage til den f….ing storby. Da var jeg bare ikke bevidst om, hvor vigtig tilliden og rodsystemet var og er. Faktisk er det uhyre vigtigt i alle livets henseender at være bevidst om sin egen tillid, eller ej, til mennesker, til livet og at kende sine grænser.

Lære at bukke i vinden uden at knække. Livserfaring, ting tager tid, øvelse gør mester, min bare røv!!! Men det er sandt, uanset hvor voksent og træls, det lyder.

Beskæftigelse og praktisk erfaring

Jeg har fået mange nye og betydningsfulde kontakter blandt andre forfattere, journalister og kollegaer, primært på Sydsjælland og Falster og det har betydet alverden for mig og min lille forfatterkarriere. Jeg har også fået et meget mere nuanceret syn på mennesker, arbejde, etik, moral, ståsteder, nejhatten, jahatten og hvordan man samarbejder med folk på kryds og tværs.

Mange af de ting, jeg lærte på Granhøjen i deres beskæftigelse, bruger jeg i mit liv og arbejde i dag. Dengang gav de ting, jeg lærte, ikke så meget mening, men det gør det faktisk i høj grad i dag. Især de ting jeg lærte om grænsesætning, og hvad jeg vil finde mig i eller ej. Grænsesætning var der rig mulighed for at arbejde med i beskæftigelsen på Granhøjen, når der var konflikter. Der lærte jeg, hvad jeg vil finde mig i, og ikke vil finde mig i.

Selvom det stadigt er vildt hårdt at sætte grænser for min mor i dag, når hun kigger for dybt i papvinen, så hjælper det mig at have noget praktisk erfaring om grænsesætning fra Granhøjen med i min bagage. Jeg har lært at fortælle hende klart og tydeligt, hvad der er ok opførsel, og hvad jeg ikke vil finde mig i, for derefter at lade min hammer falde hårdt på en fair måde. Og igen, øvelse gør mester, selvom jeg bøjer.

Jeg tror ikke, at det for nogen vil være lutter lagkage at bo i et hvilket som helst psykiatrisk bofælleskab. Noget er godt, noget er skidt, man har gode dage, man har dårlige dage.

Men i dag er det de gode ting, der fylder i mit liv, af mine oplevelser fra Granhøjen. Nogle af de følelser jeg havde deroppe, kunne jeg i dag godt have været foruden at opleve, men anyway. Der var heste, jeg kunne passe og oplevelser i stalden som både var godt og skidt. Der var avisen Koglen, jeg kunne skrive for og oplevelser med personalet på godt og ondt.

Fra Dalhøjgård til eget firma

I dag har jeg mit lille forfatter- og coachingfirma, hvor jeg kan være en organisatorisk, hjælpsom, kreativ og kunstnerisk nørd og udtrykke mine egne følelser, lytte til andres problemer og coache dem. Jeg ved om nogen, at tingene kan vendes til noget bedre og mere konstruktivt og meningsfuldt. De følelser, der for en bunke år siden, fik mig til at eksplodere i vrede på Dalhøjgård, kan jeg nu nøjes med at skrive om. Det er da meget mere meningsfuldt end at råbe et personale i knolden.