Er en spade altid en spade?

I kommunikationen med andre mennesker sker der altid noget – men bliver afsenders budskab altid korrekt forstået af modtager? Jeg har ofte hørt, at det er modtageren, som bestemmer budskabet. Dette har jeg forstået som, at det dermed også er afsenderens ansvar at sikre, at modtageren opfatter det oprindelige budskab, det som afsender vil igennem med. Men hvad så, når afsenderen ikke er i stand til det? Rykker ansvaret så til modtager? Det mener jeg absolut, det gør!

Jeg arbejder på et § 108 bosted under Granhøjen, og her er det ikke altid lige klart for afsender af budskabet, om modtager forstår meningen i dette budskab korrekt, og jeg oplever i stigende grad at måtte tage ansvar for kommunikationen, når vi sidder til møder med anbringende kommuner, fordi jeg kan se, at budskaberne ikke går klart igennem. Til statusmøder kan en misforståelse få store konsekvenser for beboerens videre liv.
Hvis man skal tage ansvaret for at afkode budskaber på sig, kræver det, at man har en relation, som gør dette muligt. Det forudsætter, at man er nysgerrig, at man har et fokus på mentalisering (det at forstå egen og andres adfærd ud fra mentale tilstande), og endelig, at man er i stand til at guide eller hjælpe uden at diktere eller korrigere.

Alle mennesker ser verden ud fra deres eget perspektiv, alle har deres egen sandhed og forståelse af, hvad forskellige ting betyder. Vi kan ret hurtigt blive enige om, at en stol f.eks. kan bruges til at sidde på, men hvad med lidt mere abstrakte begreber som “ven”? Hvad er en ven, hvornår er man venner, og hvad betyder det egentlig at have venner?

Hver vores sandhed

Dette indlæg er inspireret af en oplevelse, jeg havde forleden til netop et statusmøde med en kommune og Henrik, som bor på bostedet, hvor jeg arbejder. Henrik bliver spurgt, om han har nogle venner. Henrik svarer prompte og klart ”nej”.
Det undrer jeg mig over, da jeg til hverdag ser noget andet, og jeg er faktisk af den opfattelse, at Henrik har en del venner. Samtidig bliver jeg opmærksom på, at der sker noget med Henriks socialrådgiver, da han siger, at han ingen venner har. Hele hendes kropssprog ændrer sig, hun kigger ned og siger ikke noget. Jeg kan også mærke, der sker noget i mig. Henrik ser forvirret ud over reaktionen, og jeg oplever, at han tror, han har svaret forkert på spørgsmålet.
Jeg kan mærke, at Henriks svar gør noget ved mig, og jeg kan se, at det gør noget ved socialrådgiveren, og endeligt kan jeg se, at sidstnævntes reaktion gør noget ved Henrik, han ser forvirret ud over hendes reaktion.

Jeg er her opmærksom på mentalisering, altså at forstå egen og andres adfærd ud fra mentale tilstande, og hvordan vi påvirker hinanden. Jeg vælger at gå ind i samtalen med en nysgerrighed og en undring og med den relation, som jeg har med Henrik, altså som en, der kender ham, hans hverdag og hans måde at forstå verden på. Jeg gør i samtalen brug af støttende og opklarende spørgsmål, som kan hjælpe Henrik til at uddybe og tydeliggøre hans udsagn.  Jeg spørger ham: ”Hvornår er man venner?” Hans svar og definition af dette er lige så klar, som hans oprindelige svar: ”Man er venner, når man leger sammen hver dag!” Derefter spørger jeg ham, om han gerne vil have nogen venner? Han ser på mig med et skævt smil og siger: ”Nej, for jeg leger jo ikke.” Fuldstændig som om, jeg er virkelig fjollet, hvilket tydeligt viser mig, at det at have venner bestemt ikke er et succeskriterie eller en nødvendighed for Henrik. Jeg kan mærke, at glæden er vendt tilbage til Henrik, og nysgerrigheden er kommet frem hos hans socialrådgiver, som igen ser på Henrik. Henriks reaktion giver mig lyst til at undersøge, hvad han i stedet kalder sine relationer, når han ikke betragter dem som venskaber.

Et skridt ad gangen

Jeg vælger at stille Henrik stilladserende spørgsmål, hvor jeg deler spørgsmålet ud i mindre spørgsmål. Man kan se det som, at man står på en sten, og næste sten er for langt væk til, at man kan træde over til den, men ved at lægge et par mindre sten mellem de to sten, bliver det muligt at komme videre.
De stilladserende spørgsmål er disse mindre sten, noget at støtte sig til, mens man tager et lille skridt ad gangen.

Jeg kender Henrik og ved, at det kan være udfordrende for ham at forstå eller besvare komplekse spørgsmål. Jeg spørger derfor Henrik, om han nogle gange møder nogle, han kender i toget på vej til arbejde, hvilket Henrik svarer ja til. Derefter spørger jeg ham, hvad han gør, når han møder en, han kender.  På den måde, ved stille og roligt at give Henrik nogle sten, som han kunne træde på, får vi udfoldet, hvad han har, når han ikke har venner. Efter vi har talt lidt om, at han hilser på dem, at de taler sammen og nogle gange drikker kaffe sammen, spørger jeg Henrik, hvad han så vil kalde dem? Svaret på dette spørgsmål kan jeg hurtigt se er for langt væk for ham, han har brug for yderligere et par trædesten for at komme derhen. Derfor spørger jeg ham, om man kan kalde dem kammerater, bekendte eller måske kollegaer? Dette er nok til, at Henrik forstår, hvad jeg mener, og det giver ham også forskellige muligheder, som han kan bruge, hvis han vil. Henrik svarer: ”Nogle er nok mere arbejdskammerater, og andre er bekendte.” Til sidst spørger jeg ham, om det er okay at have at arbejdskammerater og bekendte, hvilket Henrik smilende svarer ja til.

Det kan måske være svært for mig og andre at se forskellen på en ven og en bekendt, som Henrik beskriver det. For mig har det at have venner og særligt definitionen på, hvornår man er venner, ændret sig i takt med, at jeg er blevet ældre. Jeg havde venner på én måde i børnehaven, på en anden måde i gymnasiet og nu, hvor jeg er voksen på en helt tredje måde. Det bliver tydeligt for mig, at Henriks definition måske ikke har ændret sig i samme takt i hans liv. Dette viser mig, hvor vigtigt det er at undersøge, hvad vi forstår, hvordan vi opfatter begreber, og hvad de indebærer for os hver især.

Relationen i fokus

Afslutningen på denne samtale blev, at Henrik fik mulighed for at definere, hvad en ven er for ham. Hans opfattelse af, at han ikke havde nogle venner, gør ham ikke asocial eller ensom. Tværtimod havde han mange bekendte i sit liv, som udfyldte en plads for ham på samme måde som en ven ville gøre det.
Dette er blot et eksempel på, hvor vigtigt det er at være nysgerrig, kunne tilpasse sine spørgsmål og sit sprog og være opmærksom på mentalisering og have et fokus på relationen. Både i arbejdet med mennesker, som har en psykisk lidelse, i arbejdet med børn og unge, men også i ens privatliv. Det er vigtigt for at undgå misforståelser, særligt i relationer, hvor traditionel kommunikation vil være udfordret.

En skovl er ikke altid en skovl, og en spade er ikke altid en spade.