Hvordan undgår vi at stigmatisere og klientificere vores beboere (yderligere)?

Hvordan undgår vi hos Granhøjen at bidrage til den fastlåste opfattelse vores beboere ofte kommer med? Og hvordan hjælper og støtter vi beboerne i at arbejde med deres psykiske problematikker uden at give de problematikker hovedrollen? De spørgsmål besvarer Sabine Beck i nedenstående blogindlæg. Sabine er en af Granhøjens sagsbehandlere.

”Min erfaring er, at når beboerne kommer til os, kommer de oftest fra en kommune eller et psykiatrisk hospital, hvor de over lang tid har opbygget den opfattelse af sig selv, at de er et nummer i en sag eller også har de påtaget sig rollen som klient, hvilket nu er hvad de identificerer sig som; en klient, et problem, en sag,” fortæller Sabine Beck, som er sagsbehandler på Granhøjen.

”Det er en udfordring, vi tit står overfor i vores arbejde med vores beboere. Udfordringen ligger i, at de har den opfattelse, at der er nogen andre, der tager ansvar for deres liv. De har været vant til, at der er nogen, der tager beslutninger om deres liv, hvad de skal og hvor de skal bo. Det giver dem et indtryk af, at de ikke har indflydelse på deres eget liv, og de måske ikke har så meget at skulle have sagt. De identificerer sig så meget med den psykiske problematik, de har, at den får lov at overskygge alle de andre egenskaber, værdier og drømme, de har som menneske.”

Den narrative metode

På Granhøjen arbejder vi ud fra den narrative metode. Narrativ betyder ”fortælling”, og når vi arbejder narrativt, handler det om, at beboeren får mulighed for at skabe flere fortællinger om sig selv. Hvis de i mange år har været beskrevet som ”stofmisbrugeren”, ”den psykisk syge” eller ”den skizofrene”, så er det den fortælling, de har om sig selv. På Granhøjen forsøger vi, ved hjælp af den narrative metode, at skabe mere foretrukne fortællinger for beboeren. Det gør vi bl.a. ved i fællesskab at flytte fokus, når vi har samtaler. Så finder vi i stedet de mange gode fortællinger fra beboerens hverdag f.eks., at de er gode til det sociale, gode til at lave mad eller noget helt tredje:  

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi ignorerer, at beboeren har psykiske problematikker eller udfordringer, men vi italesætter det på en anden måde: ”Det kan godt være, at du har et misbrug, samtidig er du også bare Filip, der er god til at lave mad og være social med dine medmennesker.” Så ved at formulere det som et problem, beboeren HAR, og ikke at de ER problemet, så eksternaliserer vi problemet. Det handler om, at vi i samarbejde med beboeren får adskilt problemet fra deres person, så de i stedet kan identificere sig med mere foretrukne fortællinger. 

”Fokus er også på at få udfoldet de udfordringer, beboerne har. Vi som sagsbehandlere kommer ikke ind til en samtale og fremstår, som om vi er eksperter på lige netop deres udfordringer. I stedet går vi på opdagelse i den pågældende beboers udfordring. Hvis f.eks. beboeren hører stemmer, så spørger vi om beboeren vil forklare hvordan det er for dem at høre stemmer eller spørger ind til, hvad stemmerne siger. Så fortæller de, hvordan det er for dem, og så kan vi spørge nærmere ind til, hvad der gør, at det bliver enten værre eller bedre. På den måde får vi eksternaliseret det ved at snakke om, hvordan det er for dem, og hvilke ting de kan gøre, for at det føles bedre: altså snakke om problemet, som noget der ikke er en konstant eller fastlåst tilstand, men i stedet noget der kan ændres på,” forklarer Sabine. 

Ansvar for egne handlinger

Det narrative adskiller sig fra andre metoder ved i særdeleshed at være cirkulær. I andre metoder kan man have en mere lineær tilgang, hvor det er personalet, der sætter rammerne, tager beslutningerne og sørger for, at papirerne bliver udfyldt, og at alt omkring borgeren bliver ordnet – der er beboerne f.eks. ikke med til samtalerne. Det betyder også, at beboerne ikke rigtig kan vide, hvad der foregår, både fordi de ikke rigtig bliver inddraget i processen, og fordi de ikke har nogen indflydelse på noget.

Ved at arbejde ud fra den narrative metode, fokuserer vi på, at beboeren skal tage ansvar for deres eget liv og få større forståelse for deres handlinger. Sabine beskriver hvordan sproget bl.a. spiller en stor rolle i hendes arbejde med beboersamtalerne: ”Det handler i den grad om, hvordan vi formulerer vores spørgsmål. Vi kan f.eks. stille spørgsmål som: Hvad gør du for at få det bedre, når stemmerne kommer? eller Hvad er det, du kan, og hvad vil du gerne opnå?” Derfra støtter vi dem i, at de kan tingene selv – og ofte kan de mere, end de selv lige tror. Når beboerne opnår den forståelse, så bliver vores behandling bæredygtig.

Bæredygtig behandling

Bæredygtig behandling er varige forandringer frem for adfærdsreguleringer. Varige forandringer kan være tidskrævende, fordi det tager tid at få større forståelse for sine handlinger. Og når man opnår den forståelse, er det en varig forandring, som har stor betydning for den enkelte – og i den grad også for samfundet.  

Men hvordan kan bæredygtig behandling se ud i praksis? Det kommer Sabine med et bud på: ”Hvis en beboer f.eks. kommer til os med den udfordring, at de tager mange stoffer eller drikker så meget, at de bliver indlagt hele tiden, fordi det gør, at de bliver psykotiske, så kan den narrative metode blive en bæredygtig behandling for dem. Igennem opholdet hos os, kan de få en forståelse for deres handlinger, og for at det kan være noget andet end stoffer og alkohol, der skal til for at skabe en meningsfuld tilværelse. På den måde kan de klare sig med mindre indgribende støtte, end de kunne før. Det kan f.eks. gøre, at de ikke behøver at bo på bosted eller komme i klammeri med politiet. Det er selvfølgelig meget forskellige problematikker, beboerne kommer med, og det er derfor også individuelt, hvad bæredygtig behandling indebærer for den enkelte.”

Udarbejdelse af statusrapporter

I forbindelse med opfølgningsmøder eller generel opfølgning efterspørger beboerens sagsbehandler i deres hjemkommune en statusrapport, altså en beskrivelse af status ift. de handleplansmål, der er aftalt ved indskrivningen og en generel beskrivelse af borgerens tilstand.

Hos Granhøjen bliver beboerne involveret i den proces, det er at udarbejde en statusrapport: ”Når vi udarbejder statusrapporter, så tager jeg som sagsbehandler ud på bostedet, hvor både beboeren og dennes kontaktperson deltager i mødet. På den måde er beboeren, kontaktpersonen og sagsbehandleren sammen om at bidrage til statusrapporten og de beskrivelser, der indgår.  Jeg er der for at høre beboerens mening om, hvordan det går, så det ikke kun er personalet, der fortæller. Beboeren fortæller lidt om, hvordan de synes det går ift. de handleplansmål, der er opstillet fra kommunen, og hvilke udfordringer de synes, de står med. Kontaktpersonen fortæller også, hvordan de synes, det går, og hvilke udfordringer de ser. På den måde bliver begge synspunkter en del af rapporten, og beboeren har hørt, hvad personalets bidrag er,” forklare Sabine. ”Når rapporten ligger færdigskrevet, skal beboeren gennemgå den med sin kontaktperson og underskrive den. Når beboeren læser rapporten igennem, har de mulighed for at komme med inputs, hvis der er noget i rapporten, de ikke føler er retvisende, eller der er noget, de slet ikke kan genkende. Så ved at inddrage beboeren, når der skal skrives statusrapporter, får de mulighed for at skabe deres egen fortælling, som tit handler om deres beskæftigelse. Så fortæller de f.eks., at det går rigtig godt i Caféen, og de elsker at lave mad og snakke med gæsterne. ” Uddyber hun.

Balance mellem at understrege fremskridt og fortsat støttebehov

Sabine fortæller, at: ”Netop ved statusrapporterne arbejder vi med en potentiel konflikt. Ud fra den narrative metode fokuserer vi på det positive i beboerens fortælling, men hvis der udelukkende står i rapporten, at det går fint over hele linjen, så kan kommunen ikke se behovet for støtte. Hvis det hele bare er positivt, så kunne beboeren jo ligeså godt bare være derhjemme.”

I kommunerne arbejder socialrådgiverne ud fra en model, hvor beboeren bliver vurderet på nogle bestemte punkter ud fra en skala. Hos Granhøjen finder vi derfor en balance mellem det mere cirkulære, hvor vi inddrager beboeren som en person med en masse gode kvaliteter, meninger og evnen til at skabe sin egen fortælling, og så er der det lineære, hvor det handler om en endelig vurdering og et tal på en skala.

”Vi spørger både beboeren og kontaktpersonen, hvor de synes, beboeren ligger henne på en skala ift. forskellige forhold. Så fortæller begge parter, hvad de hver især oplever og begrunder deres svar. Det er kontaktpersonens svar, der bliver skrevet på den officielle skala i rapporten, men beboerens begrundelser bliver ligeledes skrevet ned, da deres synspunkt også er vigtigt. Når vi sætter det officielle kryds, hvor kontaktpersonen siger, er det for at synliggøre, at der fortsat er et støttebehov,” fortæller Sabine.

Så når vi på Granhøjen arbejder narrativt og med en cirkulær tilgang i vores behandling, så er det for at komme ud over den stigmatisering og klientificering, som de ofte har med sig, når de kommer hos os, og som er nødvendig for at kunne lykkes med at komme ud af fastlåstheden og noget andet bliver muligt.

Skrevet og fortalt af Julie Petersen, kommunikationskonsulent hos Granhøjen, i samarbejde med Sabine Beck, sagsbehandler hos Granhøjen.

Du kan læse meget mere om vores behandling her.