Hvorfor skal vi løfte i flok?

Ja, hvorfor egentlig? ”Det kan da ikke være rigtigt, at jeg skal stable brænde alene, hvis beboerne ikke er med? Og hvorfor skal beboerne og jeg i det hele taget køre brænde? Hvorfor er der ikke ansat en pedel til det?”.

Det er alle spørgsmål, jeg har hørt mange gange hos nye medarbejdere på et af Granhøjens botilbud. Og jeg forstår godt, at det måske ikke ligner den mest faglige pædagogiske indsats, vi har gang i – men det er det faktisk. Læs med her og bliv klædt på med argumenter til hvordan selv de mindste af hverdagens opgaver også er godt, solidt og velfunderet pædagogisk arbejde.

Granhøjen har altid vægtet at løfte i flok, at man er en del af fællesskabet og derved skabe identiteter. Det betyder i praksis, at man er med til praktiske gøremål og husførelse i dagligdagen og i form af beskæftigelse, skole, havearbejde mm. Vores hverdag er dermed fuld af forskellige praksisfællesskaber. Begrebet praksis betyder handling, men ikke blot handling i og af sig selv, det er handling i en historisk og social kontekst, der giver det, vi gør, struktur og mening. Puttes fællesskabet ind i praksis har vi pludselig et praksisfællesskab. Vi udfører handlinger sammen, der i en social kontekst giver struktur og mening. Vi lærer af hinanden i fællesskabets praksis, vi interagerer i en fælles virksomhed med et fælles repertoire og med et gensidigt engagement.

Mening og hverdagsperspektiver

Faktisk ser jeg ofte i mit arbejdsliv, at vi glemmer at være vedholdende i hverdagsperspektivets processer- vi giver op, når det ikke lige umiddelbart virker. Men før mening indarbejdes og lagres til færdigheder og kompetencer, må der være struktur og genkendelighed. Hvis man aldrig har lært struktur omkring at tage opvasken, giver det heller ikke mening. Så en handling i praksis omkring opvask skal skabes via en struktur i et fællesskab, hvor læringen og afspejlingen opstår mellem hinanden – altså i en social kontekst. Jeg har før oplevet, at meningen er blevet til, når man lige er nødt til at vaske et par kaffekopper op, inden man får besøg, når vi kører til eller fra supermarkedet, og når vi ordner et bed i haven en lørdag eftermiddag.

Praksis eksisterer fordi vi mennesker er engageret i handlinger, hvis mening man forhandler indbyrdes. Et gensidigt engagement er at gøre ting sammen; det handler om relationer, social kompleksitet og opretholdelse af fællesskab. Den form for sammenhæng forvandler gensidigt engagement til et praksisfællesskab, og det kræver pædagogisk arbejde! Arbejdet med fællesskabsopretholdelse er således en væsentlig del af enhver praksis – vi må hoppe i arbejdstøjet, gå foran, motivere og inspirere. Også i den socialpædagogiske praksis, for vi er jo sat i verden for at skabe udvikling og læring, og her tilbyder praksisfællesskaberne en god forståelsesramme.

Kan vi arbejde med beboernes indsatsmål omkring struktur, ADL og udvikling i en selvstændig retning, hvis vi ikke selv forstår meningen med handlinger i et praksisfællesskab? Nytter det overhovedet noget at smøge ærmerne op og være deltagende? Svaret herfra er et stort rungende JA, for hvor skal beboerne ellers hente et fællesskab henne; hvem skal de så skabe en fælles læringshistorie med, hvis de ikke har nogen at forhandle meningen frem med? Der er jo ingen at gøre tingene sammen med, hvis armene er over kors.

Tålmodighed og engagement

Gensidigt engagement er ikke kun forbundet med vores egen kompetence, men også med andres kompetence. Vi alle bliver deltagende eksperter i fællesskaberne. Hverdagen på Granhøjen handler om samarbejde, det betyder vi også skal forhandle med beboerne om hvad der giver mening for dem, hvis vi ønsker et gensidigt engagement, ja det kræver arbejde både i relationen, men det kræver også, at vi må arbejde med tålmodighed og dobbeltlytning, for hvad er vigtigt for den enkelte for at kunne forblive i et fællesskab. Jeg husker engang, da jeg slog græs på botilbuddet Rørmosegård; her var en beboer nysgerrig og ville egentlig gerne hjælpe mig med at slå græs, men noget gjorde, at hun alligevel ikke helt turde. Min første antagelse var, at hun nok var bange for at skubbe maskinen. Ved at udforske og undersøge nysgerrigheden, så var beboeren egentlig bange for at gøre det forkert… sagt med andre ord ”kunne hun så ikke være en del af fællesskab i praksis med mig?”. Alle kan være en del af et fællesskab, men til start som en perifer deltager. Hvilket beboeren startede med at være i denne fortælling. Sammen skabte vi et samarbejde, som gav mening – en fælles læringshistorie – hvor jeg gik foran maskinen, så beboeren vidste, hvilken vej hun skulle gå. Lidt efter lidt blev erfaringer lagret, og jeg kunne først begynde at gå ved siden af, og til sidst bagved hende og maskinen. Beboeren blev dermed en central deltager. Vi skabte en indbyrdes forhandling i samarbejdet, hvor handlingen gav mening.

Og hvordan ved jeg så, at det her er rigtigt – og vigtigt? Fordi det virkede på mig. Det med praksisfællesskaber blev vigtigt for mig. Ja, det overrasker mig egentlig, for jeg har aldrig været en person, som er havemenneske, en der kørte brænde og trak i arbejdstøjet. Men samspilsprocessen mellem mennesker som sammen deler erfaringer, relationer og historier sammen blev vigtigt for mig, fordi jeg kunne se, at det virkede. At et samarbejde kunne skabes via et fællesrepertoire. At interagere i praksis skaber læring og udvikling, og jeg har et pædagogisk medansvar i at understøtte læringen i hverdagsperspektivet. Hvilket jo indbefatter, at jeg også må smøge ærmerne op og være en del af et gensidigt engagement og et fællesrepertoire. Med disse fortolkninger har jeg også skabt mig en slags bane, hvor jeg er et menneske som OGSÅ er et havemenneske, en der kører brænde og trækker i arbejdstøjet. Samtidig er jeg er en del af noget større sammen med andre, og det føles godt.

Så lad os kræve at være en del af en fælles læringshistorie i et samlet fællesskab!