Her kan du følge Granhøjens medarbejdere, der blogger om både faglige
emner inden for socialpsykiatrien og om historier fra hverdagen på Granhøjen.
Du kan også møde gæstebloggere, der giver os inspiration og meninger til debat.
Følg med og deltag i debatterne her på bloggen.

Ligeværdig konflikthåndtering

Dagspressen skriver ofte om vold og trusler i psykiatrien, og italesætter det som værende hverdagskost. Forslag til løsning af problemet er næsten altid flere personaleressourcer. Vi kan læse udsagn fra personale på psykiatriske bosteder som: ”Det vigtigste er, at vi passer på os selv og hinanden”. Arbejdet med borgerne bliver således implicit italesat som værende mindre vigtigt.

Er det den vej vi skal gå, eller kan vi forsøge at arbejde med ligeværdig konflikthåndtering?

Der er selvsagt ingen, der ønsker at blive udsat for vold og trusler på arbejdspladsen. Men vi skylder os selv og de borgere vi arbejder med at kigge på, hvordan vi kan minimere sådanne hændelser. Det er nok umuligt at undgå konflikter i et felt, hvor der arbejdes med mennesker, for konflikter består ofte af bristede forhåbninger, misforståelser og skuffelser, som er noget vi alle kan blive ramt af.

Manglende ressourcer bliver oftest givet som forklaring, og den eneste løsning af problemet, som bliver fremført er en tilførsel af ekstra ressourcer, men det mener jeg ikke altid er den bedste løsning.

En af grundantagelserne i både den systemiske og narrative tilgang er, at alle har brug for at være en del af noget, og det at have et fælles fokus på tværs kan noget helt særligt. Måden, vi tænker og taler om borgerne og problemet, kan være med til at skabe en os-og-dem-kultur. Vi kommer til at fjerne os mere og mere fra at skabe et sammenhold på tværs – et sammenhold hvor borgerne også har en funktion.

Os-og-dem kulturen giver gode levevilkår til angst, uro, konflikter og vold. Vi kommer utilsigtet til at skabe selvopfyldende profetier, hvor vi får mere af det, vi fokuserer på. Dermed ikke sagt, at den enkelte medarbejder selv er skyld i at blive udsat for vold. Det er kulturen, vi uforvarende har skabt, der giver grobund for flere og mere alvorlige overgreb.

_____

”Det er ofte de spørgsmål, hvor man foretager sammenligninger og udforsker relationer, som hjælper til at afklare problemstillinger. Spørgsmål, hvor der søges efter forskelle, der gør en forskel, er dem, der fokuserer på forandringer.”                                            (Andersen, Tom: Reflekterende processer 1994)

_____                          

Så en anden vej end tilførsel af personaleressourcer, vi kan vælge at gå, er hvis vi fokuserer på relationen til borgeren, og på problemets magt og indflydelse, så finder vi muligvis alternative muligheder.

I forhold til relationen bør vi kigge på, hvad det er, vi er sammen om. Der er selvfølgelig en funktionsbeskrivelse af arbejdsfeltet, altså visse funktioner der skal udføres på en vagt. Men relationen til borgeren er så meget andet – det er i særdeleshed måden, man møder den anden. Her er eksternalisering et vigtigt greb til ligeværd.

 

Eksternalisering skaber ligeværdige relationer

Michael Whites narrative teorier om eksternalisering tager udgangspunkt i, at det ikke er personen, der er problemet, men det er problemet, der er problemet. Vi internaliserer altså problemet og stigmatiserer personen, hvis vi italesætter personen som værende problematisk, besværlig, uden for pædagogisk rækkevidde, farlig m.m.

Et eksempel fra et længerevarende botilbud (SEL § 108), er en beboer som ofte har meget uro, råber truende, og som nemt kunne blive betegnet som værende et problem. Beboerens korttidshukommelse er skadet, hvilket medfører, at han kontinuerligt opsøger personalet. Han kan f.eks. ikke huske, hvornår han sidst har spist, hvilket medfører at han hvert 3. minut opsøger personalet for at få det næste måltid, hvilket jo er lidt ud i fremtiden. Han oplever den manglende forventelige respons (et nyt måltid) som en afvisning, og dette skaber selvsagt ofte mere frustration, han råber højt og kan virke truende på medarbejderne.

Andre problemstillinger opstår, når personalet ikke har tid, da de kan være optaget af andre beboere. Disse situationer forekommer mange gange dagligt, og ja, man kunne pege på flere ressourcer og en-til-en-dækning. Men flere ressourcer ville ikke kunne fjerne beboerens fokus fra de behov, han ikke oplever at få dækket.

 

Et fælles tredje

Med den systemiske tænkning kigger vi først på relationen, og hvad det er vi er sammen om. I det pågældende eksempel er medarbejderne og beboeren hovedsageligt sammen omkring grænsesætning, hvilket giver rum til frustrationer og konflikter, båder verbalt og fysisk. Det giver selvsagt en ikke særlig positiv relation, og set ud fra beboerens synsvinkel kan det opleves som om, personalet kontinuerligt afviser ham. Personalet er selvfølgelig professionelle, men de er også mennesker, og der kan derfor også opstå frustrationer og unuancerede betragtninger af beboerne, som kan komme til at styre kommunikationen i en uhensigtsmæssig retning.

Her kan vi igen tage tankerne om eksternalisering til hjælp ift. at få flere nuancer og vinkler at anskue beboeren og relationen fra. Teorien omkring problemets magt får os til at kigge væk fra beboeren som værende problemet. Det er i stedet f.eks. frustrationerne, vreden m.m., der hjælper problemet med at styre relationen. Så må vi kigge på, hvordan vi sammen giver dem mindre magt og ringere levevilkår. Dermed mindsker vi mulighederne for at frustrationerne udvikler sig til voldelige handlinger, når beboeren ikke magter at styre frustrationerne længere.

Beboeren har i det daglige ikke meget sprog, men han kan læse, og han er faktisk glad for at læse højt, fordi når han læser højt, har frustrationerne ikke gode vilkår.

På bostedet har man kigget på, hvordan denne ressource, at læse højt, kan bruges til at give mindre plads for frustrationerne. Beboeren er meget glad for afdelingslederen, der har kontor på bostedet, og han opsøger ofte afdelingslederen, når personalet er optaget af andre gøremål. Afdelingslederen blev forstyrret i sit arbejde, når beboeren gentagne gange kom med sine frustrationer.

Derfor fandt de på, at beboeren kunne læse højt for afdelingslederen, når det er praktisk muligt.

Han sidder så og læser højt af relevante bøger, alt i mens afdelingslederen laver forskelligt arbejde på kontoret.

Dette fungerer ganske godt, fordi beboeren oplever, at han er sammen med personalet uden at blive afvist, og samtidig er hans fokus på de umiddelbare fysiske behov fjernet for en tid.

 

Flere ressourcer er ikke nødvendigvis løsningen

I dette eksempel er der ikke tilført flere ressourcer til bostedet. Problemet er blevet set i et andet lys, og de tilstedeværende ressourcer er blevet anvendt på en alternativ måde. Beboeren er blevet taget seriøst på en meget menneskelig og værdig facon. Man kunne have ansat personale, der udelukkende havde til opgave at være sammen med beboeren hele tiden, således at han aldrig ville komme i en situation, hvor man ikke havde tid til ham. Men som tidligere nævnt ville dette ikke løse problemet med den manglende tilfredsstillelse af behov. Jeg kunne tværtimod frygte, at de voldelige udfald ville blive hyppigere, hvis beboeren havde personale omkring sig hele tiden, når frustrationerne hobede sig op.

Ved at kigge på de ressourcer, vi har til rådighed på en anden måde og ved at inddrage beboernes ressourcer i regnestykket, kan vi muligvis løse nogle af de udfordringer, der er i det daglige arbejde på bosteder, hvad er det, vi har, og hvad kan vi gøre med det, der kan skabe en forandring i stedet for at være grobund til endnu en konflikt.

 

______

”Hvis mennesker udsættes for det sædvanlige, plejer de at forblive de samme. Hvis de møder noget usædvanligt, kan dette usædvanlige fremkalde en forandring”. (Andersen, Tom: Reflekterende processer 1994).

______

 

Den systemiske og den narrative tankegang kan hjælpe os på vej til at skabe et ligeværdigt samarbejde på tværs af medarbejdere og beboere – et samarbejde som forebygger konflikter. Det er en vej væk fra os-og-dem-kulturen, som hurtigt kan opstå, og det er vigtigst af alt en mere ligeværdig måde at anskue konflikter og andre interaktioner mellem mennesker.