Granhøjen vil skabe en faglig debat

 

Granhøjens blog handler om at styrke den faglige debat inden for socialområdet og psykiatrien. Baggrunden er en holdning om, at aktørerne inden for socialområdet selv skal tage ansvar for at udvikle pædagogikken og debatten. Vi ønsker at vise, at bosteder og psykiatrien rummer andet end negative historier, som den offentlige debat ellers er meget præget af. Vi har den filosofi på Granhøjen, at det, du fokuserer på, får de mere af. Derfor fokuserer vi på faglighed, fordi vi ønsker at præge debatten i den retning.

På Granhøjens blog vil medarbejderne kunne blogge om de faglige emner og historier, der optager dem, og som de ønsker at give videre til andre på Granhøjen og uden for Granhøjen. Derfor inviterer vi også folk udefra til at blogge på vores side.

Hvad er Granhøjen?

Granhøjen er en privat virksomhed, der omfatter en vifte af selvstændige tilbud inden for botilbud, beskæftigelse og behandling.  Granhøjens mål er, at skabe en meningsfuld hverdag for socialt og psykisk udsatte unge og voksne mennesker og samtidig være en vigtig samarbejdspartner for de kommuner, som bruger vores tilbud.

Styrken ved Granhøjen er, at vi gennem koordinering og samarbejde sikrer, at beboeren altid får et individuelt tilbud med bolig, beskæftigelse og behandling. Samarbejde og fællesskab er to stærke værdier for Granhøjen. Granhøjens behandlingsprincipper tager udgangspunkt i et ønske om at etablere samarbejde med beboerne, der skal give dem ansvaret for deres eget liv tilbage. For Granhøjens medarbejdere betyder det, at de altid går foran i ønsket om samarbejde. Både med beboerne, kommuneren og på tværs af Granhøjens organisation.

Granhøjen er pioner på socialområdet

Granhøjen er stiftet af Grete og Torsten Mikkelsen. Gennem virksomhedens mere end 30-årige historie har det altid været afgørende at turde gå nye veje. Virksomheden Granhøjen har været pioner på en række områder, som eksempelvis beskæftigelse af beboerne. Grete og Torsten Mikkelsen stiftede allerede i 1996 den socialøkonomiske virksomhed Hotel Du Vest og senere Nygårdens gårdbutik og frugtplantage som virksomheder, hvor beboerne på Granhøjen kan have en virkelighedsnær beskæftigelse. Filosofien bag arbejdet med beskæftigelse er, at det er med til at skabe en hverdag med struktur og nok så vigtigt en ny identitet, som er adskilt fra den ofte meget konfliktfyldte og negative historie, som mange beboere tager med sig, når de kommer til Granhøjen.

Granhøjen samarbejder med Skovhus Privathospital

En sammenhængende behandling er afgørende for at beboere med psykiske og sociale udfordringer. For Granhøjen betyder det et indgående samarbejde med landets største private psykiatriske hospital Skovhus Privathospital. Samarbejdet betyder, at Granhøjens beboere altid har adgang til både akut og ambulant behandling, og personalet på Granhøjen og Skovhus Privathospital kan dele viden og samarbejde om borgeren, så borgerne ikke oplever overgangen fra psykiatri til bosted og omvendt.

Den systemisk narrative tilgang på Granhøjen

Den grundlæggende pædagogiske holdning på Granhøjen er, at mennesker er noget andet og mere end deres problemer. Derfor er Granhøjens personale er uddannet i den narrative og systemiske teori, metode og behandling. Arbejdet med den narrative metode betyder, at personalet i deres tilgang til beboeren skaber en relation, hvori problemet bliver isoleret væk fra personen. Det bliver således ikke beboeren selv, der er problemet, men beboeren har et problem. Problemerne eller lidelserne har indflydelse på deres liv, men de er ikke dominerende. Derfor kan de fortælle mange andre livshistorier.

Efteruddannelse på Granhøjen

På Granhøjen er efteruddannelse kontinuerligt i fokus, så medarbejderne hele tiden udvikler deres personlige og faglige kompetencer og er rustet til at varetage deres job professionelt og i tråd med Granhøjens filosofi og værdier.  Alle pædagogiske medarbejdere gennemgår en treårig uddannelse i den systemisk og narrative tilgang, som Granhøjen arbejder efter. Derudover har vi løbende temadage om faglige og aktuelle emner. Granhøjen samarbejder med kursus- og uddannelsescentret Commuto om uddannelsen af medarbejderne.

 

Se mere her:

www.livetpaagranhojen.dk

www.commuto.info

www.denoffentlige.dk/granhoejen-0

www.skovhusprivathospital.dk

 

 

 

I 2015 udgav Grete Mikkelsen bogen
‘Omsorg gør det ikke alene’ på Forlaget Indblik.

Her kan du læse et uddrag af bogen:

Kapitel 2.  Fra kollektiv til virksomhed

Jeg er ikke drevet af en drøm eller ambition om at skulle stå i spidsen for en stor virksomhed, et stort botilbud eller være iværksætter. Skal jeg kalde mig selv noget i dag, så må det blive social entreprenør eller iværksætter. Men det stod ikke skrevet noget sted, at jeg skulle gå den vej, som jeg har gjort. At jeg skulle bliver leder og virksomhedsejer. Måske har jeg nok en social indignation med hjemmefra, men slet ikke den iværksættertrang, som jeg siden har haft livet igennem. Og stadig har. Jeg er vokset op i nordsjællandske Espergærde, hvor min familie flyttede til, før jeg blev født. Jeg er af en stor børneflok i en arbejderfamilie, hvor min far hver dag cyklede 40 kilometer for at komme på arbejde på et teglværk. Jeg mødte allerede som xx-årig min nuværende mand Torsten. Torsten er enebarn og født med forretningstalent og evne til at organisere, nedarvet i lige linje fra sin far, der havde en stor fabrik, kjolefabrikken Svend Mikkelsen.

Kombinationen af Torsten evne til at være innovativ og igangsætte, var sammen med min uddannelse, mine pædagogiske erfaringer og min interesse for psykiatri  – foruden vores begges opdragelse til at sætte tæring efter næring, udnytte ressourcerne og sørge for, at intet går til spilde – det helt rigtige grundlag for udviklingen af Granhøjen. Udvikling er det helt rette ord. For Granhøjen, virksomhedens kultur og de principper og metoder, som Granhøjen behandler efter og bliver ledet efter, er resultatet af en udvikling gennem de sidste 30 år. En udvikling som stadig står på. Det er hele grundlaget for Granhøjen. At vi udvikler os.

Erfaringer fra kollektiv

Da Torsten og jeg blev mødte hinanden, anede vi naturligvis ikke, at Granhøjen ville blive vores fælles fremtid. Vi var unge, frigjorte hippier med langt hår og farvet hønsestrik, fulde af mod på livet og ville, helt i tidens ånd, noget andet end kernefamilie, villa, Volvo og vovse. I stedet dannede vi sammen med seks andre et kollektiv i en lejet bondegård i Esrum i Nordsjælland, vores eneste transportmiddel var en gammel Nimbus motorcykel, som vi i øvrigt stadig har – og vi havde en tam gris, som boede i et kælderrum under køkkengulvet.  Grisen fik Torsten og jeg foræret af en landmand, som vi besøgte lige efter, at en af hans søer havde faret. Han forklarede os, at en af smågrisene var dømt til at gå til grunde – der var flere i kuldet end soen havde patter, og den ene var dårlig til at kæmpe sig til en plads.  Så den fik vi lov at få, jeg holdt den varm mod min mave under trøjen, mens vi kørte hjem på vores Nimbus. I kollektivet indrettede vi en varm plads til den i kælderen ved fyret og flaskede den op, og med tiden kom den til at veje over 100 kilo. Den var meget tam og kom løbende op til os og var med i fællesskabet, når vi åbnede gulvlemmen og kaldte.

Mange af de erfaringer, vi gjorde os i kollektivet, kom os til gode senere i Granhøjen. I begyndelsen var det  f.eks. op til den enkelte i kollektivet at bidrage med det, man havde lyst til. Det viste sig hurtigt, at den model overhovedet ikke fungerede, der blev eksempelvis ikke lavet mad, fordi den, der skulle gøre det, ikke var hjemme eller ikke kunne finde ud af det og i stedet købte færdigretter. Nogle af kollektivisterne var i det hele taget meget ustrukturerede og fik ikke foretaget sig ret meget. Så vi ændrede det til, at man i stedet havde ansvarsområder indenfor det, man var bedst til. Mit bidrag bestod mest i at gå på arbejde og bringe en løn hjem, de fleste af de andre havde ikke noget fast arbejde, heller ikke Torsten, men han er meget arbejdsom af natur og var hele tiden i gang med at skabe noget nyt. Blandt andet fræsede han jord op og  anlagde en stor køkkenhave helt fra bunden, og med afgrøderne herfra fik han sat et vejsalg til forbipasserende i system.

Det terapeutiske samfund

I slutningen af 70erne var kollektivet gået i opløsning, vi var de sidste, der var tilbage. Der begyndte at gå for meget mand og kone i den efter vores temperament, der skulle ske noget, så vi så os om efter et andet sted at bo. Vi havde ikke en større formue at gøre med, så vi kunne vælge at blive i det nordsjællandske, hvor vores økonomi rakte til et lille sommerhus i Asserbo, eller vi kunne flytte til Odsherred og virkelig få noget for pengene, købe en stor gård, så det valg var egentlig ikke så svært. En dag så Torsten i avisen en annonce på en ejendom i Nykøbing Sjælland. ”Håndværkertilbud” stod der. 2000 kvadratmeter og 5 tønder land. Prisen var 400.000 kroner. Vi tog Nimbus motorcyklen og kørte til Nykøbing Sjælland for at se på det. Huset – eller husene for der var flere huse på grunden – lå lidt uden for byen med en pragtfuld udsigt over vandet. Interessen for stedet havde ikke været stor. Ingen andre havde haft modet til at gå i kast med en ombygning af stedet, det havde stået tomt i flere årtier. Ejendommens fortid havde måske lidt at gøre med dette. Det var et gammelt kogeri, hvor man samlede selvdøde dyr ind, kogte dem og brugte fedtet til blandt andet pølser og sæbe. Stedet havde ikke indbudt de lokale til at forsøge sig på stedet, men vi så mulighederne i det, uden at have nogen præcis forestilling om, hvad vi skulle bruge dem til. Som Torsten siden har formuleret det var det: ”Som at tage bunken i Rommy”.

Vi gik i gang med at restaurere bygningerne, et meget omfattende arbejde, som kom til at strække sig over ikke mindre end 15 år og kostede lige så mange millioner at gennemføre. I begyndelsen sov vi på køkkengulvet og havde kun stearinlys som lyskilde, jeg var højgravid med vores første barn, men det var hyggeligt, vi havde det herligt og var kommet i gang med at udleve den drøm, vi havde om at skabe noget sammen.

På det tidspunkt, slutningen i 70erne, var der oprør mod mangt og meget, også på det område, vi kom til at beskæftige os med. Oprøret startede i 1970 med det alternative behandlingskollektiv Fjordhøj, som stadig ligger ved Roskilde Fjord, og adskiller sig fra traditionelle institutioner ved at medarbejderne bor på stedet sammen med børnene og de unge. Dengang udviklede det sig til De Kollektive Børne- og Ungdomsmiljøer, kaldet  Miljøerne, der omfattede 16 behandlingssteder. Et af dem besøgte jeg som tidligere nævnt allerede under min forpraktik. Det var en brydningstid med rum for alternative måder at hjælpe de mest udsatte i samfundet, selv om der også var modstand imod det i det etablerede system, som til en vis grad er bevaret frem til den dag i dag, som jeg vil komme nærmere ind på senere.

I de første tre-fire år med det gamle kogeri passede jeg også et fuldtidsarbejde. Da vi flyttede til området, blev jeg ansat i ungdomspsykiatrien på Amtshospitalet i Nykøbing  Sjælland.

Jeg havde interesseret mig meget for psykiatri hele vejen gennem min uddannelse, og havde ikke glemt besøget i Miljøerne og det store indtryk, det havde gjort på mig, at man kunne angribe behandling på en helt anden måde. Så da jeg skulle skrive speciale, besluttede jeg at skrive om terapeutiske samfund, som også var meget oppe i tiden dengang. I terapeutiske samfund deltager alle – behandlere såvel som klienter – på lige fod i alle de aktiviteter, dagligdagen byder på. Som eksempelvis oprydning, rengøring, indkøb og planlægning af behandlingen.

I forbindelse med mit speciale besøgte jeg Barnbyn Skå i Sverige, som eksisterede helt frem til 2005. Den daværende forstander Gustav Jonsson havde ændret et traditionelt børnehjem og skabt en hel multiproblem landsby ved Stockholm, hvor man ikke alene havde børn med psykiske lidelser boende, men også deres familier, foruden behandlerne og deres familier. Landsbyen havde egen børnehave og skole, og alle spiste sammen. Jeg boede der en måneds tid og var meget imponeret over den måde, de arbejdede med relationerne på. Det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig.  Det er gennem relationer med andre, at børn udvikler sig og deres identitet, evnen til at være empatisk og social. Hvis man ikke har forældre, der formår at støtte den udvikling, kan det have konsekvenser, og i Barnbyn Skå gav man de udsatte børn og børn med psykiske lidelser mulighed for at være tæt sammen med voksne, der kunne hjælpe dem med at få nye relationer og erfaringer i et trygt miljø. Med det mål at give børnene mulighed for at bearbejde tidligere konflikter og udvikle sig i en ny retning – og jeg kunne se, at det virkede.

Da jeg var oppe til eksamen i psykologi på seminariet, fik jeg en case om en dreng, der havde problemer og jeg blev bedt om at gøre rede for, hvad jeg ville gøre, hvis jeg stod med den sag. Jeg sagde, at jeg ville inddrage drengen i, hvad jeg oplevede hans problem var, og gå ind i løsning af det sammen med ham. Det var ikke det rigtige svar! Jeg var lige ved at dumpe, for sådan angreb man det bare ikke ifølge lærebøgerne – igen et eksempel på, at én ting var, at der var grøde i tankerne omkring behandlingen af socialt  og psykisk udsatte, noget ganske andet var at få de tanker til at rodfæste sig i det etablerede system.

Efter jeg var færdiguddannet, havde jeg også lejlighed til at arbejde med relationer, for jeg stod for samtaler med forældre til børn med særlige problemer på det fritidshjem, hvor jeg var ansat. Så alt i alt var jeg sporet meget ind på det felt, der skulle blive vores arbejdsmetode.

Så Granhøjen blev det

Vi fik vores første plejebarn i 1982. Vi havde dengang selv fået to børn, Maria og Thor, men vores indstilling var fortsat, at vi ville noget andet end den helt traditionelle kernefamilie, så vi havde ikke noget problem med at rumme, at der kom en ung med sociale problemer og boede hos vores familie privat.

Det viste sig dog at være meget krævende at have kun en enkelt ung boende, for det betød at vi udgjorde hans sociale liv og mulighed for kontakt i det daglige, og han var hele tiden omkring os. Vi søgte derfor om at få endnu en ung i pleje, men det blev vi nægtet af kommunen. Der blev henvist til et manglende gelænder, men vi så det som et udtryk for mistillid til os og vores metoder – igen fordi det etablerede system ikke var meget for at anerkende den alternative tilgang, vi repræsenterede.

I stedet gik vi via den socialdemokratiske Landsforening Ungbo, hvor Torben Lund var formand på det tidspunkt. Foreningen havde ungdomsboliger rundt omkring i landet, men også projekter for unge med sociale problemer. Torben Lund havde tillid til os og kunne skaffe os så mange unge, som vi havde plads til, sagde han.

Før vi kunne tage imod de unge, skulle vi etableres som et selskab. Jeg ringede til Erhvervsstyrelsen for at få det at vide, hvad der skulle til. Damen, jeg fik i røret, forklarede, at vi skulle have et virksomhedsnummer, og for at få det, skulle vi vælge en selskabsform. Jeg var et stort spørgsmålstegn, men hun mente, at det var nemmest for os at oprette et I/S, et interessentskab, så det blev det, vi gjorde. Det var lidt præget af tilfældigheder i første omgang, må man sige, men det var vigtigt for os, at vi dermed var en rigtig virksomhed.

Kort efter blev jeg ringet op af Torsten, mens jeg var på arbejde. Vi skulle også have et navn til vores selskab, før processen i Ungbo kunne gå videre, havde han lige fået at vide, og det hastede. Det var om at finde på noget i en fart, og vi blev på ti minutter enige om Granhøjen. Dels fordi Kogeriet ligger på en høj, og dels fordi vi lige havde plantet graner ved højen for at skærme lidt, det lå meget åbent, og der var en del nysgerrige blikke fra forbipasserende, der lige skulle se, hvad hippierne derinde nu havde gang i. Så Granhøjen blev det.

Én stor familie  på Granhøjen

I løbet af relativ kort tid, nåede vi op på at have en gruppe bestående af fem unge mænd mellem 16-25 år med forskellige sociale problemer boende derhjemme.

Mange af dem havde aldrig haft en normal hverdag og var ikke vant til, at der blev stillet nogen former for krav til dem. Det gjorde vi. De kom tidligt op om morgenen og fik opgaver at udføre, noget der var fysisk krævende. De var med i istandsættelsen af Kogeriet, og fik opgaver som at banke mure ned eller var med til at hente brænde i skoven, så de fik brugt en masse krudt. Det betød færre konflikter, de blev trætte og kunne også sove om aftenen. Og med en god nats søvn var det lettere at komme op næste morgen – de kom ind i en god cirkel.

Det var tydeligt, at de udviklede sig og voksede med arbejdet. De kunne nok brokke sig i begyndelsen, for de kunne selvfølgelig ikke se nogen grund til, at de pludselig skulle bidrage med noget og op for at arbejde kl. 7 om morgenen. Men de blev meget glade for arbejdet og den identitet, det gav dem. Pludselig var de noget og udrettede noget, en følelse de måske havde for første gang i deres liv. De var ikke til at få ud af arbejdstøjet og beholdt det på, når de tog ind til byen for at vise omverdenen, at de havde et arbejde og en funktion – det gav dem stolthed.

I begyndelsen indgik de fuldstændigt i familien, vi spiste sammen og så videre, men det fik jeg nu hurtigt nok af. De unge tog for meget opmærksomhed og var mestre i at folde konflikter ud, når jeg som mor mindst ønskede det, f.eks. når man sidder om bordet med sine børn og gerne vil have en hyggelig stund og roen til at sænke sig.

Samtidig var vores relation til de unge jo en arbejdsrelation. Vi ville aldrig foregøgle dem, at det var andet, vi skulle være professionelle og ikke involvere os dybt personligt i dem, og desuden skal man ikke lade sig intervenere fuldstændig i sit eget hjem. Så det blev adskilt, så de spiste sammen, og familien spiste sammen. Vi var også omhyggelige med, at børnene ikke skulle udvikle søskendelignende forhold til de anbragte børn og tog kun store børn, som også gik på andre skoler end vores egne børn.  Selv om man tager sine forholdsregler, er der selvfølgelig altid nogle, man kommer til at involvere sig så dybt i, at det er meget svært at tage afsked med dem, når de skal videre. Sådan vil det altid være, når man arbejder med en hjertesag.

Fast ja og fast nej

Noget af det, der hurtigt stod mig klart, var, at vi aldrig skulle sige ja til noget, når vi egentlig mente nej. For hvis vi ikke stod fast på vores egne grænser og lod os friste til at lade noget passere upåtalt eller gav lov til noget ekstraordinært, gik det hele i opløsning. Det kunne f.eks. være, hvis vi gav en ung lov til at tage på weekend to dage længere end oprindeligt aftalt. Mange af de unge var som mindre børn, de ville blive ved at spørge ”Må jeg? Må jeg? Må jeg ikke godt?”, men hvis vi sagde, ”Ok’”, trak det meget mere med sig. De mistede tilliden til os. Vi skulle ikke sætte grænser for dem, men stå fast på dem, vi satte for os selv. De unge kunne ikke sætte egne grænser, så vi definerede en ramme, og det var den ramme, de havde at agere indenfor, og den måtte vi ikke pludselig omdefinere, så gik det galt. Det var nogle af de vigtige lærepenge, vi betalte i starten.

Vi inddrog de unge, der boede hos os, på alle måder. Når de kom, lagde vi ud med en samtale, og typisk ville de af sig selv gå i gang med at fortælle hele deres livshistorie og om, hvilke institutioner og psykiske hospitaler, de tidligere havde været på.  Sådan er det stadig ved den type indledende samtaler. Så stopper vi dem og spørger: ”Hvorfor fortæller du mig alt det?”, og få svaret, at det er det, de plejer at fortælle, når de kommer et nyt sted.

Men vi opfordrer dem til lige at tænke lidt over, hvad de har lyst til at fortælle os i stedet for, hvad de tror, vi gerne ville høre. Vi spørger dem, hvad vi kan gøre for dem, hvad de gerne vil opnå, hvad de drømmer om og hvad de kan? Det giver en mere forpligtende samtale, der samtidig tvinger dem til at forholde sig til deres egen situation. Nogle af de unge fandt allerede dengang med samtaler frem til, at de faktisk gerne ville noget, f.eks. være tømrer eller murer, og når de havde det i fokus, kunne de pludselig se en mening med at gå i skole. De kunne være smidt ud af 6. klasse og have været uden regelmæssig skolegang i årevis, så vi ansatte en lærer, som gav dem intensiv undervisning i et år. Derefter kunne de gå op til folkeskolens afgangseksamen og få 10, 11 og 13, det var helt fantastisk. Der var også nogle, vi sendte videre på gymnasiet.

Gør noget – og opnå noget

Vores tilgang til de unge gjorde det muligt for os at foretage os ting med dem, som deres sagsbehandlere aldrig havde troet muligt og selv ville have betakket sig for at gennemføre. Blandt andet tog vi på sommerferier med de unge i en gammel bus. En gang satte vi os for at køre på sommerferie i Tyrkiet og være væk i en hel måned. Vi havde ingen penge til turen, dem skulle de unge selv være med til at skaffe, og Torsten fik den idé at tage på den daværende fiskeauktion på Odden Havn. Vi købte et større parti billig fisk, f.eks. tyve kasser rødspætter, stillede et bord op i gården og gik i gang med at flå dem, fordelte dem i poser, der passede til en familie, og gik rundt og solgte dem. Vi samlede også flasker, solgte kartofler og løg fra køkkenhaven ved vejen, til vi havde penge nok og kunne komme af sted.

Det var den første forløber for vore socialøkonomiske virksomheder – et begreb, der ikke eksisterede før for få år siden, men nu er kommet på samfundets dagsorden. Begrebet bruges om virksomheder, der har et socialt formål, ud over at sælge varer eller tjenesteydelser, og overskuddet i socialøkonomiske virksomheder skal geninvesteres i virksomheden.

Vi oplevede, at det motiverede de unge at vide, at de var i gang med at spare op til noget så konkret, og lærte dem, hvordan man skaber værdi – og at man skal gøre noget for at opnå noget.

Torsten og jeg trak i omgangen med de unge også på den viden, vi havde fra kollektivet – nogle af dem, vi havde boet sammen med, var lige så dårlige til at arbejde, som de unge var som udgangspunkt, så på den måde var der ikke den store forskel. Omvendt havde vi den fordel, at der ikke længere var noget at diskutere i forhold til, hvem der bestemte!

 

Kapitel 3.

Brand blev et vendepunkt

Vi tror på –  ja, vi er overbeviste om –  at alle kan blive bedre. Den bedste metode til at få det til at ske, har vi lært på den hårde måde. Da jeg og min familie i begyndelsen boede sammen med en større flok unge med sociale problemer, havde vi som tidligere nævnt mange konflikter med de unge selv og deres familier. Jeg husker f.eks. Rasit, som var et ud af fire tvangsfjernede børn i sin familie. Han var 13 år, da han var hos os, og når han følte sig presset, kunne han true med kniv og andre redskaber. Han stak af gentagende gange, og en af de gange, vi hentede ham tilbage, er beskrevet i en opgave fra 1990, som Torsten dengang skrev på Social Pædagogisk Højskole:

”Kl. 11 ringer Rasits sagsbehandler og fortæller, at nu har de Rasit og vil gerne have, at vi kommer og henter ham. Da jeg senere kommer for at hente ham på socialkontoret, er alle glade for at se mig. Det viser sig, at hele afdelingen har været i oprør, fordi Rasit har lavet så meget ballade og de til sidst har været nødsaget til at lade rådhusbetjenten passe på ham. Vi kører hjem til Granhøjen uden problemer. I løbet af resten af dagen, som jeg udelukkende bliver nødt til at bruge på Rasit, laver jeg cykel sammen med ham, som han kan få at køre på. Senere, efter fyraften, sidder han ude i gården og smider dele til cyklen, som han nu har skilt totalt ad, rundt i gården. Grænser, grænser, grænser, det er enormt opslidende hele tiden at se det man giver, forsvinde i et stort hul, som bare kræver mere og mere…”

Da vi var tyndslidte af de unge og alligevel syntes, det var ærgerligt, at al vores erfaring skulle gå tabt, besluttede vi os til udelukkende at være et tilbud for voksne, fordi det gav os muligheden for at lade beboerne selv tage ansvar og ad den vej udvikle sig – at lade dem selv vælge, hvad de vil med deres liv. Mange af dem har været i offentlig behandling tidligere og er ikke vant til at blive mødt på den måde, det forvirrer dem i begyndelsen. Når vi får nye beboere, prøver de ofte at få os til at tage ansvaret fra dem, så de kan gøre, som de plejer, for det er jo besværligt at have ansvaret i stedet for at lade andre klare det hele.

Det kan ske ved, at de går i byen og drikker en masse, ryger hash foran os, stikker af eller på anden måde opfører sig provokerende for at få os til at sige: ”Det må du ikke!” Kunsten er ikke at sige det, men alligevel sætte rammen. Det kræver en del træning. Vi kan sige: ”Vil du have mig til at smide dig ud? Det er ulovligt at ryge hash. Døren er der, hvis det er det, du ønsker. Men var dit mål ikke at blive tømrer?” De har selv valgt at være her, og det har de gjort af en årsag. Vores opgave er at minde dem om det og holde dem fast på, at de kan og vil nå deres mål.

Selv om det var tydeligt, at de unge udviklede sig, når de boede hos os, også for omgivelserne, havde vi mange konflikter med omverdenen.  Der var en vis mistillid til vores miljøterapi, nogle så det som ren og skær udnyttelse af svage unge under slavelignende forhold, og når jeg ser det udefra, kan jeg godt forstå, at man kan få den tanke. Det kan være svært at vide, om der ligger et rent hjerte bag. For når man kom og så det udefra, så det jo ud som den perfekte arbejdskraft, unge, der lagde sig i selen og udrettede en masse. Alt det arbejde, der lå bag for at nå dertil, var sværere at få øje på, og kunne det nu være rigtigt, at det var en vigtig del af behandlingen? Men for os var og er det en hjertesag, og det var belastende konstant at være under anklage.

Mange af de unge reagerede ved at klage til deres sagsbehandler, når de flyttede ind hos os og blev mødt med en helt ny hverdag. Hvis de havde været vant til at hænge foran fjernsynet og blive tilbudt en stribe forskellige former for underholdning, havde de selvfølgelig svært ved at se fornuften i, at de nu skulle arbejde i stedet for at vælge mellem en tur i Tivoli eller gokart-banen. Det syntes de  ikke godt om, og hvis sagsbehandleren reagerede på deres klage og gik videre med den, blev vi undermineret. Hvis udviklingen og behandlingen af den unge skal fungere, skal der være en kontrakt og et samarbejde omkring det, og det brast, når sagsbehandleren også stillede spørgsmål ved det rimelige i den behandling, den unge fik. Tilsvarende havde vi mange problemer med pårørende.

Problemerne blev ved at dukke op, ligegyldigt hvordan vi håndterede det, og vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre. Holdningen i samfundet var desuden meget laissez faire på det tidspunkt, at børnene skal selv finde ud af det, man må ikke intervenere og hvad ved jeg, og i øvrigt er det synd for dem, at de er psykisk syge eller socialt belastede, så de skal have masser af omsorg i stedet for ansvar. Så dem sloges vi med, de holdninger. Vi ville ikke gå på kompromis. I 1990 var vi tæt på at opgive det hele.

Behov for ændringer

En voldsom hændelse blev startskuddet til den ændring, der satte Granhøjen i gang med en transformation. Torsten og jeg var taget på ferie med børnene. Vi trængte virkelig til ferie efter at have istandsat store dele af Kogeriet og vi var tæt på at opgive vores projekt på grund af problemer med både kommuner og pårørende, der ikke forstod vores principper for behandlingen. Den gang i starten af 90’erne var man stadig virkelig på ferie, når man var på ferie. Vi havde slet ikke været i kontakt med det derhjemme, der blev passet af en medarbejder og min mor. På det tidspunkt var min far død, og min mor var flyttet ind på grunden i sin campingvogn og hjalp med at passe børnene og lave mad.

Men den opsparede energi blev der hurtigt brug for, da vi kom hjem. En voldsom brand havde hærget den bygning vi netop havde istandsat til lejligheder til vore beboere.  En lejlighed var totalt udbrændt, og to tredjedele af bygningens tag var udbrændt. Vi kunne begynde forfra. Værre var, at en af vore beboere – en 23-årig mand – svævede i livsfare. Han var blevet forbrændt på en fjerdedel af kroppen. Han var blevet træt af det hele og ville begå selvmord. Derfor havde han hentet en flaske gas i min mors campingvogn, taget den med op på sit værelse og åbnet den. Der skete ikke rigtig noget, for man kan ikke begå selvmord på den måde, så da han blev træt af at vente, tændte han sig en smøg. Eksplosionen rev hele taget af og startede branden. Han overlevede lykkeligvis, men var temmelig medtaget, han havde forbrændinger på store dele af kroppen.

Jeg har gemt artiklerne fra aviserne efter branden. I reportagen fra retten, hvor han blev dømt til psykiatrisk behandling forklarede han, at han følte sig kritiseret og ikke fik ros for sit arbejde. ”Jeg gad ikke leve mere og regnede med at jeg kunne dø ved at indånde gassen. Den stod og summede i højst fem minutter, og da jeg tændte en cigaret, futtede det hele af. Så sagde det ”puf” og så røg det hele op i hovedet på mig. Det hele begyndte at brænde, ruderne baldrede, og fjernsynet gik i stykker. Jeg ville skide på det, men så blev det for varmt, og jeg blev oversprøjtet med vand, og så kom ambulancen,” forklarede han i retten ifølge Holbæk Amts Venstreblad, der dækkede sagen.

Vi fik en erstatning udbetalt, så vi kunne bygge resten færdig.  Men vi var rystede over episoden. Vi besluttede, at der var behov for nogle gennemgribende ændringer, hvis vi skulle fortsætte. Vi vidste, at vi havde problemer og blev ved at løbe ind i dem, men det tog lidt tid, før vi fandt ud af, hvordan vi kunne løse det.

Det narrative perspektiv

I 1976 stiftede  psykolog Allan Holmgreen sammen med en medstuderende landets første behandlingskollektiv for yngre, voksne psykiatriske patienter, Snekkersten-kollektivet.

Både Torsten og jeg kendte Allan Holmgreen fra Espergærde, hvor jeg også gik i skole med ham. Han havde i sin tid studenterarbejde på ungdomspsykiatrisk afdeling i Helsingør og oplevede, at de samme patienter blev indlagt igen og igen og derfor stiftede han Snekkersten-kollektivet. Senere udviklede det sig til DISPUK, Dansk Institut for Supervision, Personaleudvikling, Undervisning og Konsultation, som han er leder af. Det er en narrativ efteruddannelsesinstitution, og det han talte om i forhold til identitetsskabende historier, relationer, kommunikation og ansvar, vakte genklang hos os og gav mening. Det gik op for os, at vi fik konflikterne, fordi vi tog for meget ansvar og var for meget eksperter overfor de unge. Hvis en ung f.eks. sagde, at han ville tage hjem til sine forældre en uge i stedet for en weekend, ville vi tidligere henvise til, at aftalen var en weekend, og hvis den ikke blev overholdt, ville det få konsekvenser. Efter den nye model ville vi i stedet sige: ”Jeg kan godt forstå, at du gerne vil være væk herfra en hel uge, men jeg får et problem i forhold til din kommune og med at skulle forklare, hvorfor det er en god idé. Jeg synes egentlig heller ikke selv, det er en god ide, for så bliver de i kommunen mistænksomme overfor det arbejde, vi står for. Derfor er jeg ked af at skulle sige, at du ikke kommer tilbage til den tid, vi har aftalt.” Og den metode virker. For så kan beboeren godt se det, og det sætter gang i en refleksion: ”Har det virkelig så stor betydning, hvad jeg gør.”  i dag kalder man det i fagkredse, at vi lærer beboerne at mentalisere. Det vil sige at, de lærer at se sig selv udefra og andre mennesker indefra.

Fra begyndelsen havde det været meget tydeligt for os, at ansvar var et helt centralt punkt i forhold til de unge – de skulle lære at tage ansvar for sig selv. Så da vi besluttede os for at ændre vores måde at møde beboere på, var det en naturlig konsekvens, at vi også skiftede fra unge til voksne. For når du har at gøre med børn, har du forpligtelse og ansvar for dem, selv om de er 16-18 år.  Når de er 18 år, har de et juridisk, personligt ansvar, og det, de skal lære her hos os, er at tage hånd om det ansvar selv.

Mange mennesker har en tendens til at mene, at det er de andres skyld alt sammen, selv har de ingen fejl. Det gælder også mange af vores beboere – og for den sags skyld nogle ansatte. Den holdning arbejder vi med. Man skal  tage udgangspunkt i sig selv og erkende, at man ikke kan ændre andre mennesker og de fejl, man synes, de har. Til gengæld kan man ændre og regulere sin egen adfærd og på den måde påvirke andre, så de også ændrer deres adfærd.

Vi forsøger at undgå konflikter i stedet for at opsøge dem.

Det er den metode, vi har arbejdet efter siden 1993, og opnået mange succeser med – vi har i nogle tilfælde taget imod mennesker, der var meget overmedicineret, apatiske og uden fremtidshåb og hjulpet dem til at blive selvstændige individer med mod på livet. Vi har haft unge borderline-piger, der har spist søm og skruer og skåret i sig selv, som efter ophold her har fået en helt almindelig tilværelse med arbejde, børn og mand. Selvfølgelig kan ikke alle psykisk belastede nå dertil, og vi har også beboere, der bliver boende hos os på ubestemt tid. Men de kan altid blive bedre, hvis de får hjælp til at tage så meget ansvar, som de magter i deres liv, i stedet for at blive pakket ind i passiviserende omsorg. Den erkendelse har været hjørnestenen i vores arbejde sammen med beboerne lige siden. Vi har arbejdet os frem til den, og vi har derfor fra start måtte erkende, at vi hele tiden kan blive bedre ved at se kritisk på os selv. At vi er parate til at skifte spor, når tingene ikke virker. Det er en vigtig værdi, som er vokset frem med vores historie. Og det er baggrunden, når jeg vil tillade mig at kalde vores arbejde en succes, både fordi vi som virksomhed er vokset støt lige siden, men endnu mere fordi vores beboere udvikler deres egen identitet ikke som klienter men som borgere i samfundet. Vi formår at give dem mere end et pænt værelse, kost og logi.